Den olympiske mester Dalilah Muhammad har sat verdensrekord i 400 meter hækkeløb for kvinder med 52,20 sekunder.
Det skete søndag ved de amerikanske atletikmesterskaber i Des Moines i delstaten Iowa.
Den tidligere rekord lød på 52,34 sekunder og blev sat i 2003 af russeren Yuliya Pechonkina.
Dalilah Muhammad lagde ud i et højt tempo trods pytter af vand på løbebanen efter regnbyger tidligere på eftermiddagen og kom ind på opløbsstrækningen med et klart forspring til stortalentet Sydney McLaughlin.
Den 19-årige McLaughlin, der ved dette års Diamond League-stævne i Oslo, slog Muhammed på de afsluttende meter, var ikke i stand til at lukke hullet til Dalilah Muhammad, og kom over stregen i 52,88 sekunder.
Dalilah Muhammad vandt guld i disciplinen ved OL i Rio de Janeiro i 2016.
Den danske atletikstjerne Sara Slott Petersen er med en tid på 53,55 sekunder indehaver af den danske og nordiske rekord i 400 meter hækkeløb.
/ritzau/Reuters











