Putin leder flådeparade efter masseanholdelser i Moskva

    Søndag morgen steg Ruslands præsident, Vladimir Putin, om bord på et fartøj i Sankt Petersborg som led i en flådeparade i Den Finske Bugt.

    Ubåde, 43 skibe og 4000 tropper deltager i paraden, der er den største russiske flådeparade, der har fundet sted i årevis. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Paraden finder sted dagen efter, at over 1000 mennesker blev anholdt i Ruslands hovedstad, Moskva, under demonstrationer.

    Fra lørdag eftermiddag berettede overvågningsgruppen OVD-Info om anholdte ved demonstrationen, der søndag morgen er steget til 1373.

    Siden 2011 har overvågningsgruppen, der består af frivillige, opgjort anholdelser ved demonstrationer og protester i Rusland.

    Det russiske politi brugte knipler og kæmpede med demonstranterne, der protesterede ved byens borgmesterkontor.

    Det lokale politi vurderede ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at omkring 3500 personer deltog i den ulovlige protest.

    Borgerne var på gaden for at vise deres utilfredshed med, at kandidater fra oppositionen er nægtet mulighed for at stille op til lokalvalget i Moskva.

    I en erklæring har EU fordømt den “uforholdsmæssige brug af magt mod fredelige demonstranter”, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Episoden underminerer den fundamentale ret til ytrings- og forsamlingsfrihed, fremgår det videre af erklæringen.

    /ritzau/