23-årig mand mister livet i soloulykke nær Bjæverskov

    En 23-årig mand har søndag morgen mistet livet i en trafikulykke ved Bjæverskov. Det oplyser vagtchef Thomas Hartmann ved Midt- og Vestsjællands Politi.

    Der er tale om en soloulykke på Vestmotorvejen ved Bjæverskov i vestgående retning. Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 05.59.

    Den 23-årige var uden livstegn, da politi og redning nåede frem. Han blev forsøgt genoplivet i 40 minutter uden held. En jævnaldrende mand i bilen blev også kvæstet i uheldet, men han er uden for livsfare.

    De pårørende er endnu ikke underrettet.

    /ritzau/