Trafikuheld spærrede Storebæltsbroen mod Fyn

    Storebæltsbroen var lørdag eftermiddag lukket i vestgående retning på grund af et færdselsuheld i omkring 30 minutter.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

    Selv om broen atter er åben, skal trafikanterne væbne sig med tålmodighed, da der er opstået kødannelser i forbindelse med den kortvarige lukning.

    Der er ikke meldinger om personskade i forbindelse med trafikuheldet.

    /ritzau/