USA’s præsident, Donald Trump, arbejder på at indgå en handelsaftale med Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson.
Det siger Trump til journalister i Det Ovale Værelse fredag, efter at han har talt i telefon med Johnson.
– Vi arbejder allerede på en handelsaftale, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.
– Jeg tror, at det bliver en meget væsentlig handelsaftale, tilføjer han.
Ifølge Trump er briternes anstrengte forhold til EU “hæmmende for handlen” mellem USA og Storbritannien.
– Vi kan handle meget, meget mere, siger han om briterne og amerikanerne.
En talsmand for Boris Johnson siger til det britiske nyhedsbureau PA, at de to ledere er enige om at begynde forhandlingerne så hurtigt som muligt, efter at Storbritannien har forladt EU.
– Begge ledere har udtrykt stor vilje til at levere en ambitiøs frihandelsaftale, siger talsmanden.
Efter planen skal Storbritannien forlade EU senest 31. oktober.
/ritzau/











