Julian Alaphilippe fik fredag revet den gule førertrøje af sig på 19. etape af Tour de France.
Den nye mand i toppen af det samlede klassement er Egan Bernal, der kørte fra de øvrige klassementshåb på vej op ad uden for kategori-stigningen Col de l’Iseran og endte med at tage nok tid, inden etapen på vej ned ad bjerget blev afbrudt på grund af voldsomt uvejr.
Det hele endte med, at tiden på toppen af l’Iseren blev afgørende, og så kunne 22-årige Bernal iklæde sig den gule trøje.
– Jeg kørte meget hurtigt, da de bad mig om at stoppe, og jeg sagde: Nej, ikke nu.
– Men da de sagde, at jeg nu førte, var det i orden, og jeg accepterede det og kørte ind til siden, siger colombianeren efter etapen.
Intet er dog afgjort, pointerer Bernal.
– Vi er ikke i Paris endnu. Men jeg får lyst til at græde. Det bliver hårdt i morgen (lørdag, red.), og jeg vil gøre alt for at forsvare det her.
Bernal fører med 48 sekunder ned til Alaphilippe på andenpladsen, mens Geraint Thomas ligger nummer tre med 1 minut og 16 sekunder op til sin holdkammerat.
/ritzau/











