Den danske regering ser positivt på at støtte flådemission, der skal beskytte skibene i området ved det uroprægede Hormuzstræde.
Men der er endnu ikke taget en endelig beslutning, og det skal først drøftes i Folketinget. Det oplyser både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.
Det er Storbritannien, som har foreslået en europæisk alliance for at beskytte skibe, der sejler gennem strædet.
Forslaget kom, efter at en olietanker under britisk flag blev tilbageholdt af Iran i sidste uge.
Forud for den episode er flere fartøjer i området blevet angrebet som følge af en konflikt mellem USA og Iran.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er bekymret for sikkerhedssituationen i området.
– Jeg hilser den britiske regeringsudmelding om en international maritim sikkerhedsindsats i området velkommen. Indsatsen vil have et stærkt europæisk aftryk.
– Regeringen ser positivt på et muligt dansk bidrag til en sådan indsats, men det er selvsagt noget, vi skal drøfte med Folketinget, når vi har mere klarhed om de konkrete opgaver og partnere, siger Jeppe Kofod i en skriftlig udtalelse.
Hvis Danmark går med, skal der muligvis sendes danske skibe til Hormuzstrædet.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mener, at Søværnet vil kunne øge sikkerheden i strædet.
– Danmark har et stærkt og kapabelt Søværn, som vil kunne bidrage aktivt og effektivt til denne type af opgave, siger hun i en pressemeddelelse.
Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman. Det har blandt andet stor betydning for verdens olieforsyning.
Konflikten i området er mellem USA og Iran. Den bunder i, at amerikanerne har trukket sig fra en atomaftale med iranerne og indført økonomiske sanktioner mod landet, der har ramt eksporten af olie.
/ritzau/











