Arkivfoto
Alle indbrud skal efterforskes, selv om politiet er presset og prioriterer indsatsen efter flygtningekrisen og terrorangrebet i februar i København. Det betyder, at betjente fra Jylland og Fyn må bidrage til det øgede beredskabet i hovedstadsområdet.
Det siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen. Selv om indbrud i seks år er faldet kraftigt, så fører Danmark i hele Europa. Her opklares færrest indbrud – 6,7 procent. Norsk og svensk politi opklarer dobbelt så mange, skriver Berlingske.
– Antallet af indbrud i Danmark er faldet med 16 procent. Men vi skal have emnet på bordet i kommende forhandlinger om et politiforlig. Er der én ting, jeg vil fremhæve, er det, at hvert eneste indbrud skal efterforskes, siger Preben Bang Henriksen.
Ved finansloven forhandles et flerårigt politiforlig. Regeringen har afsat 1,7 milliarder kroner årligt i 2016-2019 til “højt prioriterede områder” herunder politiet.
– Tiden, da betjenten fulgte ællingen over gaden ligesom på plakaten, er desværre overstået. Vi er naive, hvis vi ikke tror, at det tærer på politikorpset med (klimatopmødet i København) COP 15, terror og flygtninge, siger Preben Bang Henriksen.
Dansk Folkeparti vil straffe udenlandske indbrudstyve hårdere, så de kan sendes hjem for at afsone straffen, siger retsordfører Peter Skaarup.
– En del kriminelle kommer fra Rumænien og Litauen. En straf fra fire måneder til to års fængsel har ingen afskrækkende virkning, så straffen skal op. Udlændinge skal afsone i deres hjemland, siger Peter Skaarup.
Det er ikke overbudspolitik, når Dansk Folkeparti vil ansætte 2000 flere betjente, mener han.
– Kan vi få de andre partier med på, hvordan vi finansierer det? Det er lavere ulandsbistand på 0,7 procent af BNI. Vi skal stoppe de selskabsskattelettelser, som er på vej. Vi vil også spare på asyl, siger Peter Skaarup.
/ritzau/