Rangers nærmer sig EL-opgør mod FC Midtjylland

    Rangers har det ene ben i tredje runde af Europa League-kvalifikationen, hvor FC Midtjylland i så fald vil blive modstanderen.

    Torsdag vandt skotterne, hvis manager er Liverpool-legenden Steven Gerrard, hjemme det første af to opgør mod Progres Niederkorn fra Luxembourg med 2-0.

    Dermed har Rangers et godt udgangspunkt, inden der næste torsdag skal spilles returkamp.

    Skotterne var foran 1-0 ved pausen efter mål af Joe Aribo. I anden halvleg fordoblede Sheyi Ojo føringen.

    Den tidligere FC Midtjylland-cheftræner Jess Thorup var også i aktion med sit Gent-mandskab torsdag.

    Her endte den første kamp mod rumænske Viitorul Constanta i et regulært målorgie. Belgierne vandt således 6-3 og har derfor et habilt forspring inden næste uges returkamp.

    Roman Yaremchuk scorede to af Gents mål og lagde op til yderligere to.

    Danskerklubben Malmö FF spillede torsdag 2-2 med slovenske Domzale. Det svenske hold havde både Anders “AC” Christiansen, Lasse Nielsen og Søren Rieks i startopstillingen. Jonas Knudsen kom på banen i stedet for Rieks med cirka 25 minutter tilbage af kampen.

    /ritzau/