Tunesien fremskynder valg efter præsidentens død

    Tunesien fremskynder sit planlagte efterårsvalg, efter at præsident Beji Caid Essebsi døde torsdag på et militærhospital i hovedstaden Tunis.

    Valget skal nu afvikles 15. september, oplyser valgkommissionen. Den oprindelige valgdato var 17. november.

    85-årige Mohamed Ennaceur, som er formand for parlamentet og for det regerende Nidaa Tounes-parti, skal frem mod valget fungere som landets midlertidige præsident.

    Ennaceur opfordrer ifølge nyhedsbureauet AP i en kort tale tuneserne til at “styrke vores sammenhold og solidaritet, så landet kan fortsætte sin kurs mod fremskridt”.

    – Statsapparatet vil stadig fungere, forsikrer Ennaceur.

    Den 85-årige fungerende præsident har også for nylig haft helbredsproblemer. Det har skabt tvivl om hans egnethed til jobbet.

    Beji Caid Essebsi kom til magten i 2014 – tre år efter Det Arabiske Forår i 2011. Han var landets første demokratisk valgte præsident.

    Det var tredje gang inden for de seneste uger, at den 92-årige leder blev indlagt.

    Han havde på forhånd meddelt, at han ikke ville stille op ved det kommende valg i november. Han mente, at en yngre person skulle tage over.

    Essebsi spillede en afgørende rolle, da den mangeårige leder Zine El Abidine Ben Ali i begyndelsen af 2011 blev fordrevet.

    Protesterne i Tunesien begyndte i december 2010, da en gadesælger satte ild til sig selv, i vrede over at hans grøntsager blev konfiskeret af en korrupt betjent. Det satte gang i store demonstrationer i landet.

    Tunesien betragtes ifølge nyhedsbureauet Reuters som den eneste egentlige demokratiske succes, der er kommet ud af Det Arabiske Forår.

    Landet har blandt andet fået ny forfatning og holdt frie valg i 2011 og 2014. De politiske fremskridt er dog ikke blevet fulgt op af økonomisk succes.

    Arbejdsløsheden ligger i dag på 15 procent, hvilket er en stigning fra 12 procent i 2010 – før de omfattende protester.

    /ritzau/AFP