Fængselsbetjent fik tæsk – indsat nægtede at rydde op

    En kvindelig fængselsbetjent blev onsdag overfaldet af en indsat i Nyborg Fængsel.

    Det oplyser Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

    Overfaldet skete, fordi den indsatte nægtede at efterkomme en ordre om at rydde op efter sig selv.

    I stedet råbte den indsatte fængselsbetjenten ind i hovedet og uddelte flere knytnæveslag i ansigtet og baghovedet, inden personalet fik lagt vedkommende i håndjern.

    Den pågældende fængselsbetjent blev kørt på skadestuen.

    Hos Fængselsforbundet kalder man det endnu et eksempel på, at der er et bemandingsproblem i landets fængsler.

    – Måske er det på tide at slå autopiloten fra hos den øverste ledelse i Kriminalforsorgen og træde ind i fængselsbetjentenes virkelighed, siger formand Bo Yde Sørensen i pressemeddelelsen.

    /ritzau/