Det var en alt for hård straf at ryge ud af Tour de France.
Det mener de to kombattanter, Luke Rowe og Tony Martin, der efter en batalje på onsdagens 17. etape blev smidt ud af Touren af UCI.
Sent onsdag aften besøgte Jumbo-Vismas Tony Martin det hotel, hvor Luke Rowe og Ineos-holdet befandt sig. Det skete i et forsøg på at forklare og forsvare sig efter udsmidningen.
– Jeg begik en fejl, og det er noget, jeg må leve med nu. Det skete i kampens hede, og det var varmt derude. Vi kæmpede for positionerne, siger Luke Rowe i videoen.
Begge hold har lagt videoen op på Twitter, og Luke Rowe forklarer, at han arbejdede for holdkammeraterne Geraint Thomas og Egan Bernal, mens Tony Martin havde Steven Kruijswijk at tænke på.
– Jeg sloges for Geraint og Egan, og Tony ville beskytte Kruijswijk. Jeg mener, at vi begge begik en fejl, siger Luke Rowe.
Han er uenig i straffen, der sender begge ud af løbet.
– Jeg mener, at det er for meget. Jeg brugte over en time i UCI-vognen med videobillederne. Jeg kæmpede for mig selv, men også for Tony.
– Jeg sagde, at de ikke kunne smide Tony og mig ud for dette. Det er for meget. Vi gjorde noget forkert, men det sker adskillige gange hver dag i cykelsporten, siger Luke Rowe.
Tony Martin er på bølgelængde med sin kollega.
– Der var stor kamp om at få vores kaptajner placeret på den sidste stigning. Vi havde kørt i fem timer i 35 graders varme, og vi kørte næsten på grænsen.
– Vi havde en fight, som det kan ses på videobilleder. Og jeg er virkelig ked af, hvad der skete. Jeg havde det dårligt lige bagefter. Men det sker en gang imellem i sporten, siger Tony Martin.
Han har svært ved at forstå, at det skal koste den videre deltagelse i Touren.
– Det er stadig et stort chok for mig. Det er skidt at forlade mit hold i denne vigtige fase af løbet, hvor vi kæmper for en podieplads.
– Det er en hård beslutning fra juryen, men indtil videre er vi nødt til at acceptere den, siger Tony Martin.
/ritzau/











