Asgreen om andenplads: Havde jeg ikke regnet med

    Kasper Asgreen viste endnu en gang prøver på sit imponerende og alsidige talent, da han onsdag blev nummer to på den kuperede 17. etape af Tour de France i målbyen Gap.

    Quick-Step-danskeren er i gang med sit første Tour de France og er overrasket over sine egne evner.

    – Det var en fantastisk fornemmelse af sidde og køre med om en sejr på en etape i mit første Tour de France.

    – Det havde jeg ikke regnet med at skulle, da jeg startede i Bruxelles for et par uger siden, siger Kasper Asgreen.

    Asgreen sad med i onsdagens 33 mand store udbrud, som også Christopher Juul-Jensen var en del af.

    Sidstnævntes holdkammerat Matteo Trentin angreb kort før den sidste stigning, efter at gruppen var knækket over i to, og skabte sig hurtigt et stort hul til de øvrige udbrydere.

    Kasper Asgreen forsøgte at hale den italienske europamester ind, men Trentin holdt danskeren bag sig og snuppede etapesejren.

    – Trentin kørte langt udefra, og han kom væk, fordi ingen rigtig ville føre, og pludselig havde han ti meter, og dem kørte han på.

    – Han udnyttede et godt moment, og den var svær at køre med på, for folk sad og kiggede lidt på hinanden, og det gjorde jeg også.

    – Og jeg var ikke den største favorit i den gruppe, så jeg følte ikke, det var min opgave at skulle lukke hullet, siger Kasper Asgreen.

    Feltet kørte i mål 20 minutter efter Trentin anført af Asgreens holdkammerater fra Quick-Step, heriblandt løbets førende rytter, Julian Alaphilippe.

    Faktisk var det heller ikke planen, at Asgreen skulle gå i udbrud på onsdagens etape.

    – Jeg sad bare foran, da feltet knækkede. Så snakkede vi lidt om, hvorvidt jeg skulle falde tilbage og tage en rolig dag i feltet eller prøve at blive hængende oppe foran, siger Asgreen.

    24-årige Asgreen blev nummer otte på fredagens enkeltstart i Pau. Sammen med Quick-Step-holdet blev det til en tredjeplads på holdtidskørslen på 2. etape.

    /ritzau/