EU-bank kan tilbagekalde milliardlån til Volkswagen


    Den kriseramte Volkswagen-koncern kan på grund af den såkaldte udslipsskandale blive tvunget til at tilbagebetale milliardlån til Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

    Det siger investeringsbankens topchef, den tidligere tyske toppolitiker Werner Hoyer, til Süddeutsche Zeitung ifølge BBC.

    Hoyer fortæller til den tyske avis, at en del af de penge, som VW har modtaget fra EIB, er øremærket udvikling af miljøvenlige motorer.

    VW er blevet afsløret i at have fusket med millioner af sine dieselbiler ved at installere software, der forhindrede myndighederne i at måle bilernes reelle forurening.

    Ud over prestigetabet har sagen kostet VW milliarder i mistet værdi på børserne, og forude truer mulige enorme bøder.

    At EIB muligvis vil kræve lånene til VW tilbagebetalt før tid er et resultat af skandalen, fastslår Hoyer.

    Banken har nemlig klare retningslinjer for, at dens udlån skal opfylde visse klimamål, forklarer han.

    Han tilføjer, at EIB nu vil gennemføre “en tilbundsgående undersøgelse” af, hvad VW har brugt pengene fra banken til.

    Hvis undersøgelsen viser, at VW har brugt de lånte midler til andre formål end oplyst, så får det konsekvenser.

    – Så er vi nødt til at spørge os, om vi skal forlange lånene tilbage, siger Hoyer.

    Volkswagens ageren betegner han som “meget skuffende”, og sagen vil skade EIB’s forhold til koncernen.

    Siden 1990 har Volkswagen lånt, hvad der svarer til godt 34 milliarder kroner hos investeringsbanken, oplyser Werner Hoyer.

    Aktuelt har VW udestående lån fra EIB på cirka 13 milliarder kroner.

    /ritzau/