Den tidligere særlige anklager Robert Mueller gentager onsdag over for retsudvalget i Repræsentanters Hus, at hans rapport ikke har frifundet præsident Donald Trump for at forhindre rettens gang.
Robert Mueller er indkaldt for udvalget for at svare på spørgsmål til hans rapport om russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.
Han bliver som noget af det første spurgt, om hans rapport frikender præsident Trump.
– Nej, svarer han kortfattet.
Robert Muellers svar fører til en verbal duel med en af præsidentens partifæller i udvalget John Ratcliffe. Her angriber Ratcliffe Robert Mueller for i sin rapport at skrive, at han ikke kunne frikende præsidenten.
Ifølge John Ratcliffe er det en mærkelig ting at skrive, når man er formodet uskyldig.
– Jeg er enig i det, udvalgets formand sagde: Præsidenten er ikke hævet over loven. Men han er heller ikke under, lyder det fra John Ratcliffe.
I rapporten skriver Mueller, at der ikke kan rejses anklager mod en siddende præsident, og derfor vil den særlige anklager ikke tage stilling til, om det burde gøres.
Mange af spørgsmålene fra medlemmerne i retsudvalget drejer sig om præsident Trumps forhold til Rusland under valgkampen.
I sine indledende bemærkninger henleder Robert Mueller dog politikernes opmærksomhed på, at rapporten var meget stærk i sit sprog om, at den russiske regering i 2016 aktivt forsøgte at påvirke et amerikansk valg.
Robert Mueller var fra 2001 til 2013 leder af forbundspolitiet FBI, der arbejder med føderale kriminalsager og efterretninger.
Han mener, at det russiske forsøg på at påvirke et amerikansk valg er en af de mest alvorlige sager, som han har siddet med.
– Jeg har i min karriere set mange ting. Den russiske regerings forsøg på at påvirke vores valg er blandt de mest alvorlige, siger han.
Robert Mueller skal senere onsdag også afgive vidneudsagn for Repræsentanternes Hus’ efterretningsudvalg.
/ritzau/