Amerikanske myndigheder har tildelt det sociale medie en bøde på fem milliarder dollar for at bryde privatlivets fred.
Bøden skyldes, at Facebook har videregivet oplysninger om sine brugere til tredjepart.
Bøden er den største, som den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse, Federal Trade Commission (FTC), nogensinde har givet til en it-virksomhed.
Facebook bekræfter, at virksomheden indvilger i at betale bøden som en del af et forlig.
– Vi håber at lukke dette kapitel og i stedet vende vores fokus og ressourcer mod fremtiden, oplyser Facebook i en udtalelse.
/ritzau/Reuters