Novo ser ud til at undgå det værste fra USA’s lovgivere

    Novo Nordisk-aktien har fået et løft onsdag. Og det hænger tilsyneladende sammen med et nyt lovforslag om insulinpriser i USA.

    Lovforslaget, der er fremsat af fire senatorer – to fra Republikanerne og to fra Demokraterne – vil skabe en helt ny prismodel for insulin i USA.

    Det sker for at skabe større gennemsigtighed på insulinmarkedet og sikre, at de, der har behov for medicinen, også har råd til den, skriver blandt andet den demokratiske senator Tom Carper på sin hjemmeside mandag.

    Hos Nordea ser man umiddelbart positivt på lovforslaget.

    – Det nye, længe ventede tværpolitiske lovforslag fra Senatets finanskomité ser i vores øjne forholdsvis godartet ud i Novo-kontekst, hedder det i et notat.

    Banken hæfter sig ved, at lovforslaget har strøget et krav om at fastsætte priser ud fra et internationalt prisindeks, hvilket nok var den del, som markedet frygtede mest.

    Desuden giver lovforslaget mulighed for, at priserne fremadrettet vil blive hævet med inflationen.

    – I Novo-kontekst ligger stigningerne i nettopriserne i øjeblikket ikke over inflationen, men er snarere flade eller negative målt som et gennemsnit på tværs af selskabets produkter og på årsbasis, lyder det videre i notatet.

    Novo-aktien stiger onsdag formiddag 3,8 procent til 332,9 kroner i et marked, der i øvrigt ikke gør det store væsen af sig.

    Lovforslaget vil forbyde de store amerikanske indkøbsforeninger og sygesikringer at modtage rabatter på insulin, hvis medicinalselskaberne sænker deres listepriser på insulin til 2006-niveau og herefter begrænser fremtidige prisstigninger til inflationen.

    Præcis hvad det kommer til at betyde for de store insulinproducenter Novo, Sanofi og Eli Lilly, er endnu usikkert, konstaterede Wall Street Journal tirsdag.

    Hidtil har medicinalselskabernes nettopriser – det vil sige listeprisen fraregnet rabatter – således været mørkelagt, så det er svært at sige, om de priser, lovforslaget lægger op til, er højere eller lavere end de nuværende nettopriser.

    Lovforslaget kommer, efter at medicinalselskaberne igennem en årrække har hævet listepriserne markant og i en grad, hvor amerikanere, der har stået uden sundhedsforsikring eller har haft huller i deres forsikringsdækning, har haft meget svært ved at betale deres medicin.

    Alene fra 2002 til 2013 blev insulinprisen ifølge et resumé af lovforslaget tredoblet, og fra 2012 til 2016 steg listeprisen på 40 dages forbrug af insulin fra 344 dollar til 666 dollar.

    /ritzau/FINANS