Flanør, løgner, populist og en klovn.
Det er ikke just smigrende betegnelser, som danske lederskribenter onsdag tager i brug, når de over en bred kam har valgt at beskrive Storbritanniens kommende premierminister, Boris Johnson.
Under overskriften “Dansk dilemma” skriver Politikens lederskribent blandt andet, at det britiske folk “fortjener bedre end Boris Johnson”.
– Johnson har – ikke ulig USA’s præsident, Donald Trump, – bygget hele sin karriere på skamløs løgn og ekstrem selvpromovering, skriver avisen.
I Berlingske kaldes den nye konservative partiformand, der tirsdag vandt en jordskredssejr i formandsvalget, en “skændsel” i britisk og international politik.
– At Johnson er blevet premierminister, er en skændsel for britisk politik, forfærdeligt for Europa og trist for verdens liberale demokratier, lyder dommen.
Flere avisledere hæfter sig ved Johnsons udtalelser under valgkampen i 2016, hvor briterne skulle stemme om fortsat medlemskab af EU.
Johnson var en af de ledende kræfter i brexitbevægelsen, og han udbasunerede i diverse taler mere eller mindre usande påstande om EU-systemet og fordelene ved britisk udtræden.
Også hans fortid som journalist, hvor han er blevet taget i at opdigte citater og overdrive historier, bliver nævnt af flere.
Ekstra Bladets leder kalder Johnson en “fantast”, der mangler en konkret plan for at levere brexit – hvilket han stædigt har fastholdt skal ske 31. oktober.
– Hvordan den nye premierminister vil skaffe flertal i Underhuset til den udgang, som vil kaste landet og EU ud i en krise, har han besvaret med retorisk tågesnak, skriver avisens lederskribent.
Med en mere moderat tone skriver Kristeligt Dagblads leder, at man bør give den nye premierminister en chance for at bevise sit værd.
– Måske skal vi for et øjeblik lægge klovneportrætterne til side og forsøge at forstå, hvorfor de britiske konservative faktisk har betroet ham (Johnson, red.) opgaven.
Lederen hæfter sig ved, at Johnson er yderst veluddannet og er en stærk ideologisk taler.
Den 55-årige Johnson har tidligere bestridt posten som borgmester i den britiske hovedstad, London, og var efter parlamentsvalget i 2017 udenrigsminister i Theresa Mays regering, inden han i 2018 trak sig i protest over hendes linje i brexitforhandlingerne.
Boris Johnson ventes officielt at overtage premierministerposten onsdag middag.
/ritzau/