Mueller skal vidne om Rusland-rapport i Kongressen på live-tv

    Demokraterne i USA er godt klar over, at det er de færreste amerikanere, der har læst den fulde Rusland-rapport, som særlig anklager Robert Mueller offentliggjorde i april efter knap to års efterforskning.

    Derfor håber de, at nationen onsdag vil sidde klæbet til skærmen, når Mueller skal udspørges om konklusionerne i rapporten af medlemmer af henholdsvis retsudvalget og efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

    Det amerikanske nyhedsbureau AP betegner den cirka seks timer lange afhøring af Mueller, som er tidligere chef for det amerikanske forbundspoliti, FBI, som “årets tv-begivenhed” i Repræsentanternes Hus.

    Ved at tv-transmittere afhøringen og fremhæve de dele af rapporten, der fokuserer på Donald Trumps mest tvivlsomme opførsel, håber Demokraterne, at de kan øge offentlighedens støtte til en rigsretssag mod præsidenten.

    Robert Mueller blev i maj 2017 udnævnt til særlig anklager. Hans job var blandt andet at finde ud af, om Rusland samarbejdede med folk fra præsident Donald Trumps valgkampagne op til præsidentvalget i USA i november 2016.

    I sin rapport i april i år konkluderede Mueller, at der var adskillige og systematiske bestræbelser fra Ruslands side på at påvirke den amerikanske valgkamp.

    Men den 448 sider lange rapport konkluderede også, at trådene mellem Trumps valgkampagne og russerne ikke var nok til at dømme præsidenten for at have samarbejdet med Rusland.

    Omvendt frifandt rapporten ikke præsidenten for at have forsøgt at hindre efterforskningen.

    – Mens denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten begik en forbrydelse, så renser den ham heller ikke for det, lød det.

    Demokraterne håber, at Mueller onsdag vil uddybe nogle af sine konklusioner.

    – Vi ønsker blot at bringe denne rapport til live, og hvis Robert Mueller blot – på live-tv – kunne fremhæve de vigtigste dele af rapporten, så vil det være meget hjælpsomt for det amerikanske folk, siger demokraten Ted Lieu, der sidder i retsudvalget, ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Onsdag i sidste uge stemte Repræsentanternes Hus for at opgive en rigsretssag mod Donald Trump – i hvert fald for nu. 332 medlemmer stemte således imod en resolution, der skal lede til en rigsretssag, mens kun 95 demokrater stemte for at holde muligheden i live.

    Inden onsdagens afhøring i Kongressen har Mueller på forhånd advaret om, at han ikke har nogen intentioner om at levere overraskelser.

    Trump har adskillige gange betegnet Robert Muellers undersøgelse som en “heksejagt”.

    /ritzau/