En ung mand bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør i Glostrup i sagen om drabene på to svenskere i Herlev, oplyser retten i en mail.
Manden blev forleden anholdt i Sverige, og udleveringen er nu blevet effektueret.
Manden er én af de tre personer, som blev anholdt i Sverige og sigtet for at være medgerningsmænd i dobbeltdrabet. En fjerde mand er tidligere blevet anholdt i Aarhus.
Det er uvist, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.
I forvejen sidder to svenske mænd varetægtsfængslet, så dansk politi mangler fortsat at få udleveret den tredje person fra Sverige.
Det var den 25. juni, at tre mænd blev angrebet med skud i Sennepshaven i Herlev. To af dem blev dræbt i angrebet.
Gerningsmændene flygtede i en bil – en Audi – der blev fundet brændt af i Nærum i Nordsjælland. I bilen fandt politiet en automatriffel af typen AK-47 og en pistol.
Meget tyder på, at dobbeltdrabet i Herlev udspringer af en bandekonflikt på den anden side af Øresund.
De dræbte var henholdsvis 21 og 23 år – begge svenskere. Ifølge den svenske avis Expressen kom de fra Stockholm-forstæderne Rinkeby og Tensta. Den ældste var ifølge avisen en ledende figur i banden Shottaz.
Banden ligger i strid med en anden gruppe kaldet Dödspatrullen.
Få dage efter drabene i Herlev blev en 21-årig mand anholdt i Aarhus under en større politiaktion i Bispehaven. Ifølge Expressen er manden en ledende skikkelse i Dödspatrullen.
/ritzau/











