Professor: Jeg tvivler stærkt på succes for Boris Johnson

    Den britisk finansminister Philip Hammond meddelte søndag, at han vil trække sig som finansminister, hvis Boris Johnson tirsdag bliver den næste formand for Det Konservative Parti.

    Og det kan han roligt gøre, lyder det fra Ole Helmersen, lektor med speciale i moderne britisk politik ved CBS.

    – Det vil næsten være en overraskelse i stil med en ny månelanding, hvis ikke Johnson vinder over Jeremy Hunt.

    – Så på den måde er det ikke overraskende, at Philip Hammond siger, at han vil trække sig. For han vil alligevel blive fyret af Boris Johnson og sikkert også, hvis Jeremy Hunt bliver ny formand for partiet, siger Ole Helmersen.

    Philip Hammond har været skarp modstander af, at Storbritannien overhovedet skal forlade EU, og det er svært at forene med Boris Johnsons brexit-ambitioner.

    På trods af, at Johnson formentlig vil skifte en del ud i det nuværende ministerhold, vil den tidligere London-borgmester få ganske vanskeligt ved at indfri sit løfte om brexit senest 31. oktober uanset aftale med EU, forudser lektoren.

    – Der er en stor del af de konservative parlamentsmedlemmer, der i deres hjerter er remainere (ønsker at blive i EU, red.). Så hvis Johnson kører videre med det her no deal-scenarie, altså at forlade EU uden en aftale, så er der formentlig flere konservative, der vil vælte regeringen.

    – Philip Hammond har sagt, at han vil stemme for et mistillidsvotum, og det er der formentlig også andre konservative, der vil, siger han.

    Sammen med de ringe muligheder for at ændre den nuværende udtrædelsesaftale med EU, får Johnson det svært.

    – Jeg tvivler meget stærkt på, at han kan blive en succes. Virkeligheden er bare en anden, end den han prøver at italesætte. Han taler om, at Storbritannien skal være en stormagt igen. At man bare skal sætte de der EU-folk på plads. De skal lære at adlyde Storbritannien.

    – Men det er jo lidt på månen, for sådan er virkeligheden ikke, siger Ole Helmersen.

    Hvem af de to kandidater, der har fået flest stemmer blandt Det Konservative Partis cirka 160.000 medlemmer, og dermed er ny formand for partiet, bliver offentliggjort 23. juli.

    /ritzau/