OVERBLIK: Sådan er konflikten eskaleret i Hormuzstrædet

    Spændingerne omkring Den Persiske Golf har været stigende de seneste måneder, i takt med at Iran er blevet tiltagende frustreret over amerikanske sanktioner rettet mod Irans vigtige eksport af råolie.

    USA trak sig i 2018 fra atomaftalen med Iran og genindførte i den anledning en række sanktioner. Iran havde ellers overholdt aftalen fra 2015.

    Senest har Tyskland afvist at deltage i en amerikansk ledet militærmission i Hormuzstrædet.

    Få et overblik her:

    * 2. maj: Deadline udløber for otte lande, som USA havde givet tilladelse til i en begrænset periode fortsat at importere råolie fra Iran.

    * 8. maj: Irans præsident, Hassan Rouhani, siger på stats-tv, at landet vil genoptage berigelsen af uran på højt niveau, hvis ikke EU-landene skærmer Iran mod USA’s sanktioner.

    * 10. maj: USA meddeler, at landet har sendt B52-bombefly til Qatar, ligesom hangarskibet “Abraham Lincoln” er på vej til regionen på grund af en trussel fra Iran. Konkret advarer USA om mulige iranske angreb mod skibe i Den Persiske Golf.

    * 12. maj: Fire tankskibe bliver udsat for sabotage nær havnebyen Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater. To af skibene er saudiske. Iran anklages for at stå bag sabotagen, men afviser påstanden.

    * 13. juni: To olietankskibe bliver angrebet med sprængladninger i Omanbugten. USA beskylder igen Iran for at stå bag, hvilket bliver afvist af styret i Teheran.

    * 20. juni: Iran skyder en amerikansk overvågningsdrone ned i Hormuzstrædet. Iran hævder, at dronen befandt sig over iransk farvand, men det afviser USA.

    * 4. juli: Den iranske olietanker “Grace 1” bliver opbragt ved Gibraltar med hjælp fra britiske marinesoldater. Det sker på mistanke om, at skibet er på vej med råolie til Syrien i strid med EU’s sanktioner. Iran afviser, at det er tilfældet og kræver skibet frigivet.

    * 5. juli: Højtstående officer fra Irans Revolutionsgarde truer med, at Iran vil beslaglægge et britisk tankskib, såfremt “Grace 1” ikke frigives.

    * 10. juli: En britisk fregat advarer og retter kanoner mod en gruppe motorbåde, som nærmer sig et britisk tankskib nær Hormuzstrædet. Motorbådene menes at tilhøre Irans Revolutionsgarde.

    * 18. juli: USA’s præsident, Donald Trump, hævder, at det amerikanske krigsskib “USS Boxer” har nedskudt en iransk drone, efter at den kom inden for en kilometer af skibet. Iran afviser dagen efter påstanden.

    * 19. juli: Gibraltar forlænger beslaglæggelsen af “Grace 1” med yderligere 30 dage.

    * 19. juli: Iran opbringer den svenskejede olietanker “Stena Impero”, der er indregistreret i Storbritannien. Ifølge de svenske ejere befandt skibet sig i internationalt farvand på vej gennem Hormuzstrædet.

    * 20. juli: En talsmand fra Vogternes Råd i Iran oplyser, at opbringningen af den svenskejede olietanker skete som gengæld for tilbageholdelsen af “Grace 1”.

    * 22. juli: Storbritanniens daværende udenrigsminister, Jeremy Hunt, drøfter plan om en europæisk flådemission i Hormuzstrædet med blandt andre Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).

    * 24. juli: Et britisk skib passerer Hormuzstrædet, for første gang siden Iran opbragte britisk skib i området 19. juli.

    * 26. juli: Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen (S) oplyser, at regeringen er positiv over for at sende et flådebidrag til området. Den endelige beslutning er dog ikke taget.

    * 31. juli: Tyskland vil ikke deltage i en amerikansk ledet militærmission i Hormuzstrædet, fortæller landets udenrigsminister, Heiko Maas. Der findes ikke en militær løsning på konflikten, fastslår Maas.

    Kilder: Reuters, Ritzau.

    /ritzau/