Pårørende og overlevende fra Estonia-ulykke taber retssag

    Mere end 1000 pårørende og overlevende fra “Estonia”-færgeulykken i 1994 har fredag tabt en retssag, hvor de ville stille skibsværftet, der byggede skibet, og selskabet, der sikkerhedsgodkendte det, til regnskab.

    En domstol i Frankrigs hovedstad, Paris, har således afvist kravet om en erstatning på i alt 40,8 millioner euro – over 300 millioner kroner.

    De pårørende og overlevende krævede erstatning fra sikkerhedsselskabet Bureau Veritas og det tyske skibsværft Meyer-Werft.

    I alt 852 mennesker mistede livet i ulykken. Det er fortsat en af de værste ulykker til havs i europæisk historie. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Skibet forliste i hårdt vejr mellem Tallinn og Stockholm. En dansker var blandt de omkomne. Den senere socialdemokratiske rådgiver Morten Bøje var blandt de 137, der overlevede.

    I en udtalelse fra domstolen lyder det, at det ikke lykkedes for sagsøgerne at bevise, at der var en “grov eller bevidst fejl, der kunne tilskrives Bureau Veritas og/eller Meyer-Werft”. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Afgørelsen skuffer den tyske advokat Henning Witte. Han repræsenterer de pårørende til ofrene i ulykken.

    – Cirkusset fortsætter. Det er fuldstændig skandaløst, hvordan man ignorerer hændelserne omkring “Estonia” og ikke mindst de pårørende, siger han til det svenske nyhedsbureau TT.

    En international undersøgelse fastslog i 1997, at skibets bovport var gået op under sejladsen. Da det var høj sø, flød der vand ind på bildækket. Det gjorde skibet ustabilt i en grad, så det endte med at kæntre og synke.

    Den 155 meter lange færge sank natten mellem 27. og 28. september 1994.

    /ritzau/AP