Kenneth Zohore skifter med øjeblikkelig virkning Cardiff ud med West Bromwich i den næstbedste engelske række.
Det skriver West Bromwich på sin hjemmeside. Klubben har givet den danske angriber en fireårig kontrakt.
– Han er en spiller, som har lidt af det hele. Han er stærk, han har fart, og han har gode evner, siger West Bromwichs kroatiske cheftræner, Slaven Bilic.
Ingen af klubberne vil oplyse, hvad prisen for danskeren har været.
Zohore nåede 89 kampe og 22 mål for Cardiff.
/ritzau/











