Denguefeber har taget livet af 500 i Filippinerne i år

    Antallet af smittede med denguefeber i Filippinerne er steget stødt de seneste år, og den tendens ser ud til at fortsætte.

    I første halvdel af 2019 har knap 500 mennesker mistet livet til infektionssygdommen.

    Det fortæller Francisco Duque, afdelingsleder i landets sundhedsministerium, til en lokal radiostation ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

    Ministeriet har registreret 106.630 tilfælde af denguefeber, der bliver båret af myg, fra januar til 29. juni i år.

    Antallet af smittede er 85 procent højere i 2019 end samme periode sidste år, hvor 57.564 tilfælde blev registreret.

    Særligt de sydlige regioner Luzon, Bicol, Western Visayas, Zamboanga og Mindanao i nord er hårdt ramt, mens antallet af smittede i andre regioner også stiger, fortæller afdelingslederen.

    Myndighederne har udleveret telte til udsatte områder i den centrale del af landet, hvor hospitaler er fyldt med patienter.

    Desuden arbejder regeringen sammen med nødhjælpsorganisationen Røde Kors for at sikre, at der er nok blok i blodbankerne, oplyser Francisco Duque.

    Mandag erklærede sundhedsministeriet, at der var denguefeber-alarm i landet, efter at man havde opgjort 456 dødsfald.

    Indenrigsministeriet har meddelt, at områder med mange myg rundt om i landet skal findes og renses for at forhindre, at denguefeberen spreder sig.

    Infektionssygdommen er en akut tropisk virusinfektion.

    3 til 15 dage efter smitte kan man opleve influenzalignende symptomer med mæslingelignende udslet og stærke smerter i arme og ben.

    Sygdommen kan i alvorlige tilfælde medføre døden.

    Ifølge Statens Serum Institut anslås det, at der er mere end 20.000 årligt dør på verdensplan af sygdommen.

    /ritzau/