USA smider Tyrkiet ud af F-35-program efter russisk missilkøb

    USA har fjernet Nato-medlemmet Tyrkiet fra et F-35-kampflyprogram, efter at landet har købt et missilforsvarssystem af Rusland.

    De første dele af luftforsvarssystemet S-400 blev leveret til den militære luftbase Mürted Airfield Command nordvest for Tyrkiets hovedstad, Ankara, i fredags.

    En levering, den amerikanske regering i månedsvis har forsøgt at forhindre.

    – USA og andre F-35-partnere er enige i denne beslutning om at suspendere Tyrkiet fra programmet og indlede en proces, der formelt skal fjerne Tyrkiet helt fra programmet, siger Ellen Lord fra det amerikanske forsvarsministerium på et pressemøde onsdag.

    USA har gentagne gange advaret Tyrkiet mod at købe det russiske missilsystem, eftersom det ikke er kompatibelt med Natos våbensystemer. Det gælder især F-35-programmet.

    /ritzau/Reuters