Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har onsdag besluttet at betegne et omfattende udbrud af virusset ebola i Den Demokratiske Republik Congo som en “folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning”.
Det fremgår af en udtalelse fra WHO.
Tre gange tidligere har et ekspertråd i WHO ellers afvist at sætte et sådant mærkat på det dødelige udbrud.
Over 1600 personer er døde af ebola i det afrikanske land siden august 2018.
Det er dermed det næstdødeligste i historien – kun overgået af et udbrud fra 2014 til 2016 i Vestafrika. Her mistede mere end 11.000 personer livet.
Udmeldingen fra WHO, der hører under FN, kommer, efter at ebolavirusset den seneste uge har spredt sig til millionbyen Goma.
Goma ligger i det østlige DRCongo tæt på grænsen til Rwanda. Der er blandt andet en international lufthavn i byen. Goma ligger cirka 350 kilometer fra det sted, hvor ebolaudbruddet i DRCongo blev registreret for omkring et år siden.
Ebola udløser diarre, opkast, feber og blødninger og smitter via kropsvæsker.
/ritzau/AP











