Narkobaron er fængslet på livstid efter spektakulær retssag

    Den mexicanske narkobaron Joaquin “El Chapo” Guzmán er onsdag blevet idømt fængsel på livstid plus 30 år ved en domstol i New York.

    Den berygtede mafiaboss blev tilbage i februar kendt skyldig i alle ti anklagepunkter efter en spektakulær retssag. Han blev blandt andet dømt for at stå i spidsen for et globalt narkoimperium.

    I løbet af retssagen kom der opsigtsvækkende detaljer frem om uhyggelige drab, politisk bestikkelse og storstilet smugling.

    Ved onsdagens strafudmåling fik “El Chapo” også selv ordet.

    Her sagde han blandt andet, at han har været udsat for “ondskabsfuld og umenneskelig” behandling under sine 30 måneders indespærring i USA.

    “El Chapo” er tidligere flygtet to gange fra fængsler i Mexico. I januar 2017 blev han udleveret til de amerikanske myndigheder.

    /ritzau/Reuters