Blichfeldt er videre i Indonesien efter drama i tre sæt

    Mia Blichfeldt er videre til anden runde i Indonesia Open.

    Den danske badmintonspiller vandt onsdag i tre sæt over Pui Yin Yip fra Hong Kong med cifrene 19-21, 21-15, 21-17.

    Blichfeldt fik en fin indledning på kampen og var foran i første sæt. Men halvvejs i sættet fik Yin Yip overtaget og spillede sig på 20-16.

    Nede med fire sætbolde vandt danskeren dog de næste tre point, men tabte sættet med 19-21.

    I andet sæt var overtaget dansk, og blandt andet ved at vinde ti bolde i træk bragte Blichfeldt sig foran med 13-3 og senere med 17-7.

    En lidt skidt afslutning fra danskeren og fem point i træk til Yin Yip bragte dog spænding tilbage i sættet ved 19-15, men derfra lukkede Blichfeldt sættet, som hun vandt 21-15.

    Tredje sæt blev en tæt affære, hvor de to spillere skiftedes til at føre. Først mod slutningen af sætte fik Blichfeldt skabt hul, da hun vandt fem bolde i træk og gik fra 15-16 til 20-16.

    Det hul fik Yin Yip aldrig lukket, og så tog danskeren sættet med 21-17 og sikrede sig en plads videre i turneringen.

    I anden runde venter verdens nummer fem, Pusarla Sindhu fra Indien.

    Indonesia Open er en af de største turneringer på World Touren. Her rangerer den på samme niveau som All England og China Open og er en såkaldt Super 1000-turnering. Kun sæsonfinalen rangerer højere.

    Blichfeldt, der er placeret som den bedste danske kvindelige singlespiller på verdensranglisten som nummer 13, vandt i sidste måned guld ved European Games i Minsk.

    Det samme gjorde Anders Antonsen i herresingle. Han skal senere onsdag spille sin første kamp i Jakarta.

    /ritzau/