Motorcyklist alvorligt kvæstet i ulykke med personbil

    En mandlig motorcyklist er blevet fløjet til Rigshospitalet med helikopter efter en trafikulykke på Nordre Ringvej i Ringsted mandag eftermiddag.

    Manden er alvorligt kvæstet.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

    En kvindelig passager på motorcyklen er kommet lettere til skade og er blevet kørt med ambulance til behandling på et sygehus.

    Udover motorcyklen var en bil involveret i ulykken, fortæller vagtchef Henrik Jørgensen.

    – Ulykken sker, da bilen laver en U-vending, og motorcyklen kommer kørende og rammer siden af bilen, siger Henrik Jørgensen.

    På grund af ulykken blev Nordre Ringvej spærret for al trafik mellem rundkørslen ved Nørregade/Skt. Jørgens Allé og Klosterparks Allé.

    Omkring klokken 17 blev strækningen genåbnet, da politiet og en bilinspektør var færdige med deres undersøgelser på ulykkesstedet.

    Bilisten kom ikke til skade ved sammenstødet.

    /ritzau/