Det så slemt ud, da Alessandro De Marchi søndag styrtede voldsomt og udgik af dette års Tour de France.
Søndag aften står det klart, hvor ilde tilredt den italienske CCC-rytter er efter styrtet.
De Marchi pådrog sig adskillige brud i form af et brækket kraveben og et brækket ribben samt en punktering af den venstre lunge.
Italieneren har desuden en række overfladiske sår, heriblandt et flækket øjenbryn.
Det skriver CCC på sin hjemmeside.
Ifølge holdlæge Max Testa går der mindst tre til fire uger, inden De Marchi igen kan sætte sig på en træningscykel og starte sin genoptræning. CCC forventer, at han vil være klar til køre løb igen i starten af september.
– Jeg er virkelig ked af at forlade Tour de France uden at have vundet en etape, hvilket var mit mål, siger Alessandro De Marchi på holdets hjemmeside.
– Jeg er skuffet over at bryde min stime af gennemførte grand tours, da det er første gang, at jeg forlader et.
Italieneren var med i lørdagens udbrud og sad mod slutningen af etapen alene sammen med Thomas De Gendt, der dog endte med at køre fra De Marchi og vinde etapen.
/ritzau/











