Nej-siden har medvind to måneder før EU-afstemning


    Selvom et flertal af de danske vælgere fortsat bakker op om et ja til at ændre Danmarks nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning, når beslutningen skal træffes 3. december, har nej-siden fået vind i sejlene hen over sommeren.

    Det viser en måling foretaget af YouGov for Tænketanken Europa.

    Hen over sommeren er nej-siden gået syv procentpoint frem. I dag siger 46 procent af de adspurgte, at de vil stemme ja til at erstatte retsforbeholdet med en anden ordning, mens 31 procent regner med at støtte nej-fløjen.

    De resterende 23 procent har ikke besluttet sig endnu.

    I et notat fra Tænketanken Europa fremgår det, at målingen samtidig viser, at den nuværende flygtningekrise, der også er nået til Danmark, påvirker vælgerne.

    Flere end hver tredje – 36 procent – af de adspurgte svarer, at den aktuelle situation med flygtninge og migranter har betydning for, hvor de vil sætte deres kryds.

    Flygtningestrømmen gør derfor valget om retsforbeholdet til en gyser, skriver Ugebrevet A4, der har fået Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, til at vurdere de seneste tal.

    – Ja-partierne havde oprindeligt set den her afstemning som relativ nem. Men det er den absolut ikke længere. Og da intet tyder på, at flygtningekrisen driver over, bliver afstemningen bare en større og større udfordring for ja-siden, siger han til Ugebrevet A4.

    Han forudser, at flygtningekrisen og en ny virkelighed i Europa “vil skubbe flere vælgere i retning af at stemme nej”.

    Det er dog ikke kun nej-siden, der bliver påvirket af flygtningestrømmen.

    19 procent af vælgerne siger, at de i kølvandet på krisen er mere tilbøjelige til at stemme nej, mens 17 procent af de adspurgte på grund af situationen hælder til at stemme for forslaget.

    Den seneste måling om danskernes holdning til EU-afstemningen er foretaget blandt 999 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18 til 74 år. Rundspørgen har fundet sted fra 22. til 24. september.

    /ritzau/