Dupont-søstrene indstiller curling-karrieren

    De har været med i 17 år, men nu har søstrene Denise og Madeleine Dupont valgt at indstille curlingkarrieren.

    Det fortæller de til TV2 Sport.

    – Når man kommer i vores alder og har været med i så mange år, så er det ikke sjovt bare at være med mere. Det er sjovt at vinde, og det er det, der driver en, siger Madeleine Dupont til tv-stationen.

    Søstrene begrunder beslutningen med, at der ikke er økonomi nok i dansk curling.

    For mens andre nationer i højere grad tilbyder deres curlingspillere professionelle kontrakter, så er det svært at leve af sporten i Danmark.

    – De andre vil altid være en skridt foran, fordi de træner to eller tre gange om dagen. Vi kan knokle fra nu af og i mange år, og vi vil aldrig blive lige så gode som dem, siger Madeleine Dupont.

    Hun mener, at potentialet er der, til at Danmark vil være blandt top-3 i verden, hvis der blev postet flere penge i sporten.

    Team Danmark har tidligere støttet curlingforbundet økonomisk, men gør det ikke i øjeblikket.

    De to søstre debuterede på landsholdet ved EM i 2002, hvor det blev til en sølvmedalje.

    Siden har de vundet flere medaljer ved EM og VM, mens det også er blevet til tre OL-deltagelser. Men det er efterhånden godt ti år siden, at Danmark havde curling-succes.

    Ved det seneste VM, der blev afholdt på i Silkeborg, sluttede danskerne på tredjesidstepladsen efter tre sejre og ni nederlag.

    /ritzau/