Borgere i Louisiana forbereder sig på orkan lørdag

    Millioner af borgere i den amerikanske delstat Louisiana gør sig klar til, at den tropiske storm Barry går i land på et tidspunkt lørdag.

    De seneste dage har advarsler om, at stormen risikerer at tage ødelæggende regnskyl og oversvømmelser med sig ind over delstaten, floreret i medierne.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Myndighederne har gjort klar til at evakuere indbyggere, flyselskaber har aflyst afgange, og dæmninger er lukket rundt omkring i den sydlige delstat.

    Det sker, efter USA’s nationale orkancenter (NHC) har vurderet, at stormen kan stige til orkanstyrke, når den buldrer ind over staten.

    Orkancenteret siger klokken 14.00 dansk tid – omkring klokken 07.00 lokal tid – at de kraftigste vinde i stormen ligger på 115 kilometer i timen.

    Berry ventes at aftage i styrke, som den bevæger sig ind i landet.

    Fredag eftermiddag dansk tid meddelte USA’s præsident, at der blev indført nødretstilstand i staten.

    Ruters skrev, at myndighederne frygter, at uvejret kan blive lige så kraftigt som orkanen Katrina, der ramte i 2005 og tog hårdt på Louisiana.

    Flere byer som Plaquemines Parish, der ligger lavt i landet, risikerer at blive isoleret, når vejene omkring lukkes som nødforanstaltning.

    Nogle af byens borgere har søgt ly i det offentlige kulturhus. Andre har taget turen længere ind i landet for at være hos venner og familie af frygt for det, som NHC har kaldt “livstruende oversvømmelser”.

    Byen New Orleans er velforberedt. Det meddeler John Bel Edwards, der er guvernør i Louisiana, og han opfordrer borgere i staten til at være på vagt.

    – Ingen bør tage let på denne storm, og jeg opfordrer alle til at holde sig informeret, siger han på Twitter.

    Myndighederne opfordrer borgerne til at holde sig fra gaderne.

    Katrina er den mest ødelæggende i USA’s historie. Mindst 1200 mennesker omkom. De fleste af dem mistede livet i New Orleans i Louisiana.

    /ritzau/