John Faxe Jensen bliver chefscout hos Arsenal

    John “Faxe” Jensen er fra 1. juli tiltrådt i en stilling som chefscout i Skandinavien for den engelske fodboldklub Arsenal.

    Det fortæller han til Ekstra Bladet.

    – I første omgang skal jeg finde talenter til klubbens akademi, men på sigt håber jeg at bidrage med scouting af spillere til Premier League-mandskabet, siger den tidligere europamester.

    54-årige John “Faxe” Jensen blev efter Danmarks EM-titel i 1992 købt af netop Arsenal.

    Her spillede han, indtil han i 1996 blev hentet tilbage til dansk fodbold af Brøndby.

    Den tidligere midtbanespiller gjorde som spillende træner i 2000 sensationelt Herfølge til danske mestre, og senere var han assistent for Michael Laudrup i Brøndby og Getafe.

    John “Faxe” Jensen har også trænererfaring fra Premier League, eftersom han i 2011 var assistenttræner hos Blackburn.

    Han stoppede sidste år som cheftræner for Fremad Amager i den næstbedste række.

    – Siden jeg stoppede i Fremad Amager, har jeg arbejdet lidt for et agentfirma i USA, hvor jeg har scoutet spillere i Europa og specielt Skandinavien.

    – Det har været enormt spændende. Nu fortsætter jeg i samme spor med fokus på de unge talenter, siger John “Faxe” Jensen til Ekstra Bladet.

    /ritzau/