OVERBLIK: 24 mænd er tiltalt for drab på Maren og Louisa

    Danske Louisa Vesterager Jespersen blev 17. december 2018 fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko sammen med sin norske veninde Maren Ueland.

    Torsdag ventes en domstol i Salé nær Rabat i Marokko at afsige dom i sagen, hvor 24 mænd er tiltalt. Få et overblik over sagen her:

    * 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland fra den norske by Bryne blev den 17. december 2018 fundet dræbt nær deres telt i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko.

    * De to kvinder var på en en måned lang rejse og var erfarne friluftsmennesker. Begge studerede på Universitetet i Sørøst-Norge i Bø i Telemark.

    * Myndighederne i Marokko meddelte kort tid efter drabene, at man betragtede sagen som terror.

    * Der blev efterfølgende foretaget adskillige anholdelser i sagen.

    * En 33-årig schweizisk-britisk mand, Nicolas P., som er anholdt i sagen, blev i midten af april idømt ti års fængsel for terror. Han er ikke dømt for selve drabene. Hans forsvarer vil dog anke dommen.

    * 24 mænd er blevet tiltalt i sagen – heraf er fire mistænkt for selve drabene. En af de fire forlod dog de andre før drabene. Kravet mod ham lyder på fængsel på livstid, mens kravet mod de andre tre er dødsstraf.

    * Der er i sagen rejst anklager om at fremme terror, at danne en terrorcelle og bevidst at gøre personer fortræd.

    * En spansk-schweizisk mand, som ifølge myndighederne har tilsluttet sig “ekstrem ideologi”, er anklaget for at hjælpe de fire med drabene. Han har i sagen nægtet sig skyldig.

    * De fire optræder på en video, der blev offentliggjort en uge før drabene, hvor de sværger troskab til Islamisk Stat (IS).

    * Den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud menes at være hjernen bag dobbeltdrabet.

    * Marokkansk politi har tidligere oplyst, at Abdessamad Ejjoud står i spidsen for en terrorcelle, der støtter IS.

    * I sagen florerer også en video, der angiveligt viser drabet på den ene af de to kvinder.

    * Såvel det norske kriminalpoliti, Kripos, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at videoen er ægte.

    Kilder: Ritzau, NTB, VG, AP, AFP, Reuters, lokale marokkanske medier, det norske udenrigsministerium, PET og Østjyllands Politi.

    /ritzau/