USA’s arbejdsminister, Alexander Acosta, forsvarer onsdag et forlig, han for 11 år siden indgik med milliardæren Jeffrey Epstein, der nu er anklaget for alvorlige sexforbrydelser mod mindreårige.
Acosta er belastet i sagen, da han i 2008 var føderal statsanklager i Florida, hvor han var med til at indgå forliget med Epstein.
Men onsdag siger han, at hvis hans kontor ikke havde blandet sig i sagen dengang i 2008, ville der kun have været rejst én enkelt anklage mod Epstein.
– Uden anklagernes arbejde ville Epstein være gået fri, siger Acosta onsdag.
– Han var og er en sexforbryder.
Den sigtede milliardær kom aldrig for retten tilbage i 2008, fordi der blev indgået forlig. Han slap i stedet med en mild straf i form af 13 måneders fængsel på et anklagepunkt, der omhandlede prostitution.
Trods fængslingen fik Epstein dengang lov at tage på kontoret dagligt og fortsætte sit arbejde.
I dag er Epstein sigtet for menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige piger.
Han risikerer en straf på op mod 45 års fængsel, hvilket i praksis vil være en livstidsdom for den 66-årige rigmand.
Demokraterne har krævet, at Acosta træder tilbage fra posten som arbejdsminister. Men det afviser Acosta, der fastholder, at han har præsident Donald Trumps opbakning.
– Mit forhold til præsidenten er enestående, siger arbejdsministeren.
Trump har skrevet på Twitter, at han fortsat har tillid til Acosta. Men han siger samtidig til journalister i Washington, at han vil undersøge sagen.
/ritzau/Reuters











