Von der Leyen ønsker ikke Vestager som førstenæstformand

    Den tyske kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, ønsker ikke, at Margrethe Vestager skal være førstenæstformand, som der ellers har været tale om.

    Det skriver Jyllands-Posten.

    Udmeldingen fra von der Leyen er faldet under et møde med den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet. Von der Leyen, der er tysk forsvarsminister, ønsker i stedet, at den nuværende førstenæstformand for kommissionen, hollandske Frans Timmermans, fortsætter.

    – Jeg har foreslået, at Frans Timmermans bliver 1. næstformand for Europa-Kommissionen. Vestager vil være privilegeret næstformand – men ikke 1. næstformand, sagde von der Leyen ifølge et tweet fra Marc Tarabella, der er belgisk medlem af EU-Parlamentet og den socialdemokratiske gruppe i parlamentet.

    Udlægningen bekræftes af det danske medlem af parlamentet og den socialdemokratiske gruppe Christel Schaldemose.

    – Von der Leyen siger lige, at Timmermanns er 1. næstformand i EU Kom (EU-Kommissionen, red). Vestager har også en særlig position, men hun understreger, at Timmermanns er førstenæstformand, skriver Schaldemose på Twitter.

    /ritzau/