Cort brækker en finger i Tour de France-styrt

    Cykelrytteren Magnus Cort har brækket en lillefinger i et styrt i Tour de France.

    Bruddet kommer dog ikke til at forhindre hans videre deltagelse i løbet.

    – Jeg har et lille brud på min lillefinger, men det skulle jeg nok kunne køre med. Det er ikke så behageligt, men nu kørte jeg de sidste 100 kilometer med det.

    – Fremover kan jeg forhåbentlig få det tapet bedre op, end jeg fik i lægebilen i dag (tirsdag red.). Og så håber jeg, at det bliver bedre dag for dag, siger Magnus Cort efter at have været til røntgenundersøgelse.

    /ritzau/