En model for en europæisk skat på finansielle transaktioner tegner sig, og Danmark er parat til at gå i dialog med ti EU-lande, som vil indføre skatten.
Socialdemokratiet har i årevis støttet idéen om en europæisk finansskat, som blev afvist af Venstre og den tidligere regering.
– Den danske regerings holdning er, at vi bakker op om en finansiel transaktionsskat. Vi vil dermed også arbejde tæt sammen med de lande, der har samme holdning, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i Bruxelles.
Finansministeren har mandag og tirsdag haft comeback til ministerrådsmøde i EU. Da han var Europaminister mellem 2011 og 2013, talte man også om en finansskat. Men årene gik. Intet skete.
Nu nærmer man sig en løsning, men i et såkaldt “forstærket samarbejde”. Det er en beslutning, der formelt træffes blandt alle EU-lande, men den gælder kun for de lande – mindst ni – som deltager.
– Så håber vi, at andre lande slutter sig til. Men i første omgang glæder vi os over, at tingene bevæger sig i den rigtige retning, siger Wammen.
Den tyske finansminister, Olaf Scholz, sagde på et finansministermøde i Luxembourg i juni, at man er klar til at præsentere et forslag i løbet af “nogle uger” eller “1-2-3 måneder”.
/ritzau/











