Kasper Asgreen er glad for, at han bliver klar til at stille til start på 4. etape af Tour de France, efter at han mandag styrtede på 3. etape.
– Efter omstændighederne har jeg det okay. Det var et hårdt styrt, men jeg er sluppet heldigt fra det.
– Jeg har lidt ondt i muskulaturen omkring nakken, men jeg har ikke hovedpine eller noget som helst.
– Jeg har bestået alle holdets test for hjernerystelser uden problemer, så der burde ikke være nogen risiko ved at starte i dag, siger han før etapestarten tirsdag.
Danskeren, der kører sit første Tour de France, nåede at blive nervøs for sin videre deltagelse i det store franske etapeløb.
– Jeg var meget nervøs. Skader med hovedet skal man ikke tage let på, siger han.
Kasper Asgreen kørte ind i en midterhelle mod afslutningen af 3. etape.
Efter hans egen vurdering skete det, fordi han var lidt for ukoncentreret efter at have fået nogle vandflasker leveret, som han skulle give videre til andre ryttere fra Quick-Step-holdet.
– Efter at jeg havde ført og siddet nede i gruppettoen (rytterne bagest i feltet, red.), så koblede jeg måske lidt for meget fra mentalt og havde ikke fokus det rigtige sted. Og så overså jeg midterhellen, siger han.
Efter styrtet havde han en nat med afbrudt søvn.
– Jeg vågnede en del, for nakken gør så ondt. Musklerne er rigtig spændte, så jeg er vågnet en del gange. Men som sagt ingen hovedpine eller noget som helst. Det er det vigtigste, at der ikke er noget dér, siger han.
Quick-Step-rytteren forventer, at han kommer til at køre roligt på 4. etape, hvor holdet skal forsvare Julian Alaphilippes gule førertrøje. Kasper Asgreen er sikker på, at han nok skal komme igennem etapen.
– Jeg tager en stille og rolig dag, og når finalen med positionskampen kommer, så slipper jeg nok feltet og ruller stille og roligt til mål, siger han.
/ritzau/











