Neymar er velkommen til at forlade Paris Saint-Germain (PSG), men der er endnu ikke nogen andre klubber, der er kommet med et bud på den brasilianske superstjerne.
Det siger sportschef i PSG Leonardo til den franske avis Le Parisien ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Neymar kan forlade PSG, hvis der er et bud, der passer alle. Men til dato ved vi ikke, om der er nogen, der vil købe ham og til hvilken pris. Man klarer ikke sådan noget som dette på én dag, det er helt sikkert, siger den brasilianske sportsdirektør.
– Det er tydeligt for alle, at han vil væk, men i fodbold siger man noget én dag og noget andet dagen efter. Det er utroligt, men sådan er det.
– Situationen er klar for alle parter, men én ting står klart: Han har stadig tre år tilbage af sin kontrakt med os, og eftersom vi ikke har modtaget et bud på ham, er der ikke noget at diskutere.
Leonardos udmelding står en smule i kontrast, til det Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu i sidste uge sagde. Ifølge ham vil Neymar væk fra den franske hovedstadsklub, men PSG vil ikke sælge.
Franskmændenes sportsdirektør insisterer dog på, at spanierne ikke har afgivet et bud på Neymar. Leonardo bekræfter dog, at de to klubber har haft “meget overfladisk” kontakt angående Neymar.
/ritzau/











