Serena Williams vinder og møder Wimbledon-overraskelse

    For 14. gang i karrieren er Serena Williams klar til at spille kvartfinale i damesingle ved Wimbledon.

    Mandag gjorde den levende tennislegende fra USA sig hurtigt færdig, da hun mødte spanske Carla Suárez Navarro i fjerde runde på græsset i London.

    Serena Williams, der jagter sin grand slam-titel nummer 24 i single, vandt 6-2, 6-2 og er klar til at møde landsmanden Alison Riske.

    Hun overraskede tidligere mandag stort ved at sende verdensetteren Ashleigh Barty fra Australien ud efter en kamp i tre sæt.

    Useedede Alison Riske har hidtil besejret tre seedede spillere ved årets Wimbledon.

    11.-seedede Serena Williams indledte kampen mod Carla Suárez Navarro ved at bryde til 1-0, og efter endnu et brud til 5-2 servede amerikaneren sætsejren i hus.

    I andet sæt brød Williams til både 1-0 og 3-0, inden 30.-seedede Carla Suárez Navarro hentede sit første servegennembrud med reduceringen til 1-3. Det skete med et rent servegennembrud.

    Så var det slut med gaverne, og Serena Williams gentog kunststykket fra første sæt, da hun brød til 5-2, inden hun derefter servede sejren hjem.

    Det var hendes syvende sejr af syv mulige over Carla Suárez Navarro i deres første møde med græs som underlag.

    I et rent tjekkisk opgør fik publikum på bane 2 tennis i mere end tre timer og et kvarter, da tredjeseedede Karolina Pliskova tabte til useedede Karolina Muchova.

    Sejrscifrene blev 4-6, 7-5, 13-11 i Muchovas favør.

    Karolina Pliskova førte 5-4 i tredje sæt og servede for sejren, men hun blev brudt, og kampen endte som en maratonforestilling.

    I sættets 24. parti fandt kampen sin afslutning, da Karolina Muchova udnyttede sin tredje matchbold. Det skete med en netruller.

    Hvis Pliskova havde udlignet til 12-12, skulle de to spillere have afgjort dysten i en tiebreak.

    Ottendeseedede Elina Svitolina fra Ukraine er også klar til kvartfinalen efter sejr i to sæt over kroaten Petra Martic, mens kineseren Shuai Zhang vandt i tre sæt over ukrainske Dayama Yastremska.

    33-årige Barbora Strycova fra Tjekkiet kom ligeledes videre med en sejr i tre sæt over belgieren Elise Mertens.

    /ritzau/