Stridende parter i Venezuela vil genoptage forhandlinger

    Repræsentanter for de stridende, politiske parter i Venezuela vil genoptage forhandlinger om en løsning på den politiske konflikt i landet.

    Det oplyser det norske udenrigsministerium i en pressemeddelelse sent søndag aften.

    Forhandlingerne mellem Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, og oppositionsleder Juan Guaidó vil fortsætte den kommende uge i den caribiske østat Barbados.

    – Parterne vil mødes denne uge på Barbados for at fortsætte arbejdet med at finde en forhandlet og konstitutionel løsning for landet, lyder det i meddelelsen.

    Repræsentanter for de to parter har tidligere mødtes ad to omgange i Norge. Det norske udenrigsministerium har tilrettelagt forhandlingerne i striden.

    – Norge gentager sin anerkendelse af parterne for deres indsats og samarbejdsvilje, siger udenrigsminister Ine Eriksen Søreide i pressemeddelelsen.

    FN’s generalsekretær, António Guterres, har beskrevet Oslo-samtalerne som konstruktive. Men de har endnu ikke båret frugt.

    Juan Guaidó, der er leder af Venezuelas Nationalforsamling, erklærede i januar sig selv for midlertidig præsident i Venezuela. Han støttes af flere lande, herunder USA og flere lande i EU.

    Han afviste tidligere på ugen at genoptage forhandlingerne med Maduro.

    Her lød kravet fra Guaidó, at Maduro først skulle udskrive et nyt præsidentvalg.

    – For demokrater er der aldrig en tid for at forhandle med gidseltagere, krænkere af menneskerettighederne eller diktatorer, sagde Guaidó med henvisning til Maduro.

    Men søndag aften bekræfter han ifølge nyhedsbureauet AFP, at forhandlingerne fortsætter på Barbados.

    – Som svar på Norges mægling vil (oppositionen, red.) deltage i et møde i Barbados med repræsentanter for regimet for at etablere forhandlinger om afslutningen på diktaturet, siger han i en meddelelse.

    Venezuela er desuden plaget af en økonomisk krise. Der er tårnhøj inflation, som praktisk talt har gjort valutaen værdiløs. Der er også mangel på en lang række basale fødevarer og medicin.

    /ritzau/