USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, varsler flere sanktioner mod Iran i kølvandet på det iranske styres beslutning om at overskride grænsen for berigelsen af uran.
– Irans seneste udvidelse af sit atomprogram vil føre til yderligere isolation og sanktioner, skriver Pompeo på Twitter søndag.
– Irans regime vil, hvis det er bevæbnet med atomvåben, udgøre en langt større fare mod verden, tilføjer udenrigsministeren.
I forvejen har USA under præsident Donald Trump indført skrappe sanktioner mod Iran.
Søndag morgen meddelte Iran, at det var få timer fra at overskride en grænse, der er fastsat i atomaftalen fra 2015.
I aftalen, som Iran indgik med USA og flere andre lande, er det fastlagt, at Iran ikke må berige uran til en berigelsesgrad på mere end 3,67 procent.
Men den grænse var det ventet, at landet ville bryde søndag.
Det har fået Trump til at advare iranerne.
– Iran må hellere passe på, for man beriger af en årsag, og jeg siger ikke, hvad det er for en årsag. Men det er ikke godt. De må hellere passe på, siger Trump til journalister søndag aften dansk tid.
Præsidenten har trukket USA ud af atomaftalen, der blev indgået af hans forgænger på posten, Barack Obama.
I lang tid efter, at amerikanerne havde trukket sig, fortsatte Iran med at følge reglerne. FN’s atomenergiagentur, IAEA, har flere gange konstateret, at Iran overholdt aftalen.
Men i flere måneder har Irans styre været frustreret over de sanktioner, USA har indført. Iranerne føler ikke, at Europa, der ønsker at bevare atomaftalen, har kunnet afbøde sanktionerne i tilstrækkeligt omfang.
Iranerne har sagt, at de vil opgive flere af deres forpligtelser, hvis de resterende parter i aftalen ikke finder en løsning.
/ritzau/











