Det kvindelige amerikanske fodboldlandshold bliver overdænget med rosende ord på de sociale medier, efter at USA søndag genvandt VM-titlen med en finalesejr over Holland.
Efter 2-0-sejren over Holland bliver spillerne blandt andre hyldet af den tidligere præsident Barack Obama og talkshowværten Ellen DeGeneres.
Også flere tidligere og nuværende idrætsudøvere deltager i den digitale hyldest.
Den tidligere tennisstjerne Billie Jean King mener, at det er på tide, at Det Amerikanske Fodboldforbund indfører ligeløn.
De amerikanske fodboldkvinder har længe kæmpet for at få samme betaling som mændene.
– Tillykke til USA’s kvindelandshold med den fjerde VM-titel. Disse sportsudøvere har måske skabt større opmærksomhed, støtte og stolthed omkring kvindeidræt end noget andet hold i historien.
– De burde for længst have fået den betaling, som de fortjener, skriver Billie Jean King på Twitter.
Den nuværende tennisstjerne Serena Williams erklærer sig på Twitter enig med King og tilføjer:
– Jeg er så glad for hver eneste af jer og så stolt.
Golfspilleren Tiger Woods er også stor fan af holdet.
– Tillykke med sejren ved VM. Woods-familien missede ikke et eneste minut. Det var en mesterskabspræstation i dag og utroligt spil gennem hele turneringen. Så glad på jeres vegne, skriver Woods på Twitter.
Den tidligere præsident Barack Obama har også fulgt det amerikanske hold på vejen mod USA’s fjerde titel ved VM for kvinder.
– Yes! Den fjerde stjerne. Titelforsvar. Stort tillykke til rekordmagerne på kvindelandsholdet – et utroligt hold, der altid presser sig selv, og os andre til at blive endnu bedre. Elsker dette hold, skriver Obama på Twitter.
Den nuværende præsident Donald Trump fulgte senere på aftenen op på samme medie med at slå fast, at “Amerika er stolte af jer alle sammen”.
Talkshowværten Ellen DeGeneres havde ligesom mange andre amerikanere fulgt med i finalekampen.
– Disse kvinder repræsenterer det bedste fra vores land. I er altid velkommen i mit show, lyder det.
/ritzau/











