Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har aftalt med Irans præsident, Hassan Rouhani, at parterne vil undersøge mulighederne for at genoptage en dialog om den internationale atomaftale med Iran inden 15. juli.
Det oplyser Emmanuel Macron lørdag i en pressemeddelelse.
Frankrig ønsker i samarbejde med Iran at deeskalere de spændinger, der er opstået, efter at Iran 1. juli brød den tilladte grænse for beriget uran, som landet havde forpligtet sig til i atomaftalen fra 2015.
Aftalen blev indgået mellem stormagter i Europa, herunder Tyskland og Storbritannien, samt USA.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, trak dog USA ud af aftalen sidste år og genindførte sanktioner mod Iran, hvilket har medført spændinger mellem de to lande.
Den internationale atomaftale med Iran fra 2015 satte graden af berigelse til 3,67 procent.
Myndighederne i Iran erkendte mandag, at landet allerede har brudt atomaftalen, når det gælder berigelse af uran.
Ifølge en unavngiven iransk embedsmand vil Iran søndag annoncere, at landet øger berigelsen af uran til fem procent.
Med en højere berigelse af uran er Iran nærmere det, som atomaftalen skulle forhindre: at regimet bliver i stand til at fremstille atomvåben.
I pressemeddelelsen lørdag advarer Macron Rouhani, om at der vil være konsekvenser, hvis Iran bliver ved med at trodse atomaftalen.
Det er ikke oplyst, hvilke konsekvenser det vil få.
Ifølge en udtalelse på iransk stats-tv siger Rouhani, at Iran vil diskutere atomaftalen med de involverede parter, hvis alle sanktioner mod landet bliver ophævet.
USA har efter udtrædelsen af atomaftalen blandt andet forsøgt at blokere for al olieeksport fra Iran.
Derudover har USA advaret EU om, at alle europæiske virksomheder, der handler med Iran, vil få forbud mod at operere på det amerikanske marked.
Det har sat EU i en klemme, fordi man har et stærkt ønske om at bevare atomaftalen med Iran.
/ritzau/











