Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil mødes med Iran præsident, Hassan Rouhani, 15. juli for at diskutere en international atomaftale fra 2015.
Det oplyser Emmanuel Macron lørdag i en pressemeddelelse.
Macron skal mødes med Rouhani for at undersøge mulighederne for at genoptage en dialog om atomaftalen med Iran.
Målet med mødet er at deeskalere spændinger, der er opstået, efter at Iran 1. juli brød den tilladte grænse for beriget uran, som landet havde forpligtet sig til i atomaftalen fra 2015.
Aftalen blev indgået mellem stormagter i Europa, herunder Tyskland og Storbritannien, samt USA.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, trak dog USA ud af aftalen sidste år og genindførte sanktioner mod Iran, hvilket har medført spændinger mellem de to lande.
Den internationale atomaftale med Iran fra 2015 satte graden af berigelse til 3,67 procent.
Myndighederne i Iran erkendte mandag, at landet allerede har brudt atomaftalen, når det gælder berigelse af uran.
Ifølge en unavngiven iransk embedsmand vil Iran søndag annoncere, at landet øger berigelsen af uran til fem procent.
Med en højere berigelse af uran er Iran nærmere det, som atomaftalen skulle forhindre: at regimet bliver i stand til at fremstille atomvåben.
/ritzau/Reuters











