Speedwaykøreren Leon Madsen har fået endnu en hård konkurrent i toppen af VM-serien.
Før lørdagens grandprix i Sverige delte danskeren førstepladsen med polske Patryk Dudek, men den førende duo er blevet til en trio, da russiske Emil Sayfutdinov har gjort dem selskab.
Sayfutdinov vandt lørdagens grandprix i Hallstavik, så de tre kørere topper VM-stillingen med 47 point hver.
– Det ender jo med, at alle er oppe på førstepladsen før sæsonens sidste grandprix, hvis det fortsætter.
– Det er uhyre tæt, og stort set alle i feltet kan køre med om sejrene. Det positive er, at jeg fortsat fører VM-stillingen efter de fire første løb, siger Leon Madsen.
Den 30-årige dansker indledte aftenen med en heatsejr. Herefter fulgte to sidstepladser, før han igen kom i gang og satte yderligere fire point ind på VM-kontoen.
Madsen formåede dog ikke at kæmpe sig videre til semifinalerne.
– Jeg skiftede cykel efter tredje heat. Jeg tror, at jeg brændte tændingen af på den første cykel og ville gerne have skiftet den ud lidt tidligere.
– Så vi havde lidt problemer med setuppet, men det lykkedes mig at vinde mit sidste heat mod nogle af de stærkeste i feltet. Det løftede mit humør at vinde det heat, siger Leon Madsen.
– Jeg er bare glad for, at jeg slap herfra uden at være ti point bagud i VM-stillingen. Det er ikke min favoritbane. Jeg ligger fortsat med i toppen, og det er dejligt, siger han.
Om fire uger fortsætter VM-serien i polske Wroclaw, hvor sæsonens femte af i alt ti grandprixer skal køres.
Banen i svenske Hallstavik ser han frem til at lægge bag sig.
– Nu skal vi til at køre nogle steder, som passer mig bedre. Jeg er sikker på, at jeg gør det bedre næste gang, og jeg tror også, at jeg fører efter næste grandprix, siger han.
/ritzau/











