Mand alvorligt forbrændt i arbejdsulykke på Bornholm


    En mand blev mandag formiddag alvorligt forbrændt ved en arbejdsulykke på Bornholm, oplyser politiet.

    Manden og en kollega var i færd med at foretage reparationsarbejde på en transformatorstation nær Aakirkeby, da det gik galt.

    Pludselig blev en eksplosionsagtig brand udløst, oplyser vagthavende Jan Hansen fra Bornholms Politi.

    Alarmen indløb lidt efter klokken 9.30.

    Den hårdt tilskadekomne blev fløjet til Rigshospitalet til videre behandling, mens den anden mand slap billigere.

    Arbejdstilsynet og Sikkerhedsstyrelsen er blevet tilkaldt for at undersøge forløbet.

    I øvrigt betød ulykken, at dele af Aakirkeby var uden strøm i et par timer.

    /ritzau/